Raster vs Vektor

Hvad er det bedste format til dine tryk?

Hvad er raster og vektor, og hvilke forskelle er der på dem? Det er spørgsmål, som interessenter ofte stiller, når de møder billedtekniske udfordringer, som ikke falder inden for deres normale vidensområder. Svarene er – ja – overvejende tekniske, men af interesse for mange personer i tekstiltrykindustriens verden. Dette blogopslag fungerer som en guide, der kan hjælpe og oplyse de af vores interessenter, som gerne vil tilegne sig mere viden om billedfiltyper, og om hvordan deres korrekte anvendelse kan føre til bedre produkter. Vi håber, den vil være til hjælp.

Kildebilledet
Et væsentligt element for ethvert tekstiltrykkeri er kildebilledet, dvs. det billede af kundens ønskede logo, som trykkeriets grafikere skal bruge til at lave den tilhørende korrektur. Her er det ikke billedets kontur- eller farvemæssige komposition, vi taler om, men hvilken filtype billedet er. Spørgsmålet, vi må stille os selv og vores kunder, hver gang et nyt billede lander i vores postkasse, er: Er det raster eller vektor?

Hvorfor gør vi det? Fordi mens rasterfiler i princippet godt kan bruges som basis for tekstiltryk, bærer de så store ulemper med sig, at vektorfiler i næsten alle tilfælde er at foretrække. Den grundlæggende årsag til, at langt de fleste tekstiltrykkerier — Jet Sport iblandt dem — anbefaler deres kunder at indsende billeder i vektorformat, er, at det simpelthen giver bedre resultater. Hvorfor? Det finder vi ud af ved at se nærmere på de to formater.

Raster
Et rasterbillede dannes af et todimensionelt kartesisk koordinatsystem, som indeholder et cellegitter, på hvilket såkaldte ’pixels’ indsættes for tilsammen at udgøre billedet. Hver enkelt pixel er udstyret med en farve og et unikt koordinatsæt, som identificerer dens helt egen plads i cellegitteret. Herfra indgår dens farve i et kalejdoskopisk samspil med de andre omkringliggende farver, og dette samlede farveudtryk udgør så billedet.

En individuel pixel er blot en simpel, firkantet farveenhed. Men placeres adskillige af disse ellers charmeforladte firsider i tilpas fintmaskede mønstre, kan de danne nærmest grænseløst smukke, levende og detaljerige mosaikker. På RGB-spekteret, som er farvesystemet rasterfiler oftest benytter sig af, kan en pixel være udstyret med én af ikke færre end 16.777.216 forskellige farver. Fotorealistiske billeder er altid raster, da pixels i fællesskab kan producere kompositioner og farvegradueringer med et overflødighedshorn af detaljer, som vektor ikke er i nærheden af at kunne matche. En yderligere fordel ved raster er, at billeder lader sig redigere på et meget atomart niveau i billedbehandlingsprogrammer som Photoshop. En tilstrækkelig tålmodig grafiker kan i princippet redigere et rasterbillede helt nede på det individuelle pixelniveau.

Antallet af pixels, et rasterbillede udgøres af, bestemmer billedets kvalitet. Den følgeslutning går under betegnelsen ’billedopløsning’ og er kardinalpunktet for, hvordan billedet omsættes på øjets nethinde. Jo flere pixels, desto klarere fremstår det (op til øjets biologiske grænse, som sammenhængsafhængigt ligger på omkring 300 PPI på en afstand af ca. en halv meter). Tætheden af pixels opgøres i PPI eller ’pixels per inch,’ dvs. antal pixels per tomme. Lad os se nærmere på det med et konkret eksempel:

Vil vi trykke et billede med en PPI på 240 – som er mindstekravet til et tekstiltryk – på et tekstilområde med en bredde på 6 tommer, ganger vi tallene og får: 240×6=1440. Rasterbilledet skal altså have en bredde på 1440 pixels for at kunne bruges på det ønskede område. Vi kan også flytte rundt på udtrykkene og finde frem til den maksimale størrelse, i hvilket et givent rasterbillede kan trykkes: Har vi et billede med en bredde på 1440 pixels, mens vi ved, at mindstekravet til PPI er 240, dividerer vi tallene og får: 1440/240=6. Rasterbilledet kan altså trykkes med en bredde på 6 tommer, før det mister kvalitet.

Så langt, så godt. Men rasterbilledets helt store svaghed er, at dets samlede pixelantal ligger uforanderligt fast. Når først et rasterbillede er lavet med et vist antal pixels, lader det sig ikke ændre. Vil vi så eksempelvis fremstille et logo med en bredde på 8 tommer, har vi – hvis vi ønsker at bevare billedopløsningen – brug for et større antal pixels end billedet har.

Lad os igen finde lommeregneren frem: 240×8=1920. Vi har altså brug for 1920 pixels i bredden til det nye, større billede, men har kun 1440. Trykker vi så logoet, vil det fremstå med et pixelantal, der passer til et område, som er 25% mindre end det, vi skal bruge. Hver enkelt pixel vil så strækkes ud for at dække det nye, større område og følgelig fremstå mere grynet og uklart end før. Da logoer ofte vil skulle bruges i forskellige størrelser – et logo på ryggen vil som regel have en anden størrelse end det tilsvarende logo på brystet – vil en grafiker have behov for at arbejde med et billede, som uden problemer kan både forstørres og formindskes efter forgodtbefindende. Det gælder især, hvis logoet indeholder en font, idet fonte betaler en endnu højere pris for tab af kvalitet end billeder gør. Der skal ikke mange grynede pixels til, før en tekst bliver ulæselig. Netop af den grund er alle fonte på nettet – hvor brugere ofte zoomer ind og ud på en given tekst – vektorfiler.


En yderligere faktor, som for raster også presser sig negativt på, er filstørrelsen. Et billedes pixelantal afspejler sig direkte i dets størrelse. Uafhængigt af PPI, der som sagt er en opgørelse af pixels per tomme, skalerer filstørrelsen proportionelt med det samlede pixelantal. To billeder med samme PPI, men med forskellige dimensioner, vil altså have forskellige filstørrelser. Da redigeringsprogrammer skal være i stand til at behandle data om samtlige af billedets pixels, vil filstørrelsen have markant indflydelse på, hvor hurtigt programmet vil kunne arbejde. Jo flere pixels, desto større fil. Jo større fil, desto langsommere arbejdende redigeringsprogram og hurtigere fyldt harddisk.

Vektor
Vektorfiler bygger på matematiske formler, som i et koordinatsystem tegner nøjagtige geometriske elementer. Disse tegnes gennem formlernes beregning af præcise punktværdier og sammenbinding af disse med linjer og kurver, som tilsammen udgør det endelige grafiske udtryk. Sådanne geometriske byggesten – linjer, cirkler, polygoner, kurver osv. – gør vektorfiler velegnede til brug inden for strukturbaseret linjegrafik, som typisk gør sig i 2D-billeder med rene udtryk og homogene farver. De samme byggesten gør samtidig vektorfiler uegnede til de naturtro gengivelser ofte set i digitale fotografier, da homogene farver netop mangler den farvedybde, der er så afgørende for virkelighedstro afbildninger. En væsentlig egenskab ved vektorfiler er, at de i modsætning til rasterfiler ikke skal forvalte millioner af små pixels, men i stedet blot huske på relativt få, vigtige koordinatpunkter i billedet og de linjeligninger, som forbinder dem med hinanden. På grund af dette optager vektorfilen markant mindre plads og er følgelig nemmere at flytte rundt på og arbejde med.

Lad os igen tage et eksempel: Hvis en cirkel skal gengives af et rasterbillede, vil billedet skulle forvalte op til flere millioner binære cifre (bits) og fægte med en tilhørende filstørrelse. For en vektorfil, derimod, er det langt nemmere. Den finder med blot to cifre cirkelcentrummets beliggenhed i koordinatsystemet og fastlægger cirklens omfang ved at sætte radiusværdien ind i cirkelligningen: (x-a)2+(y-b)2=r2. Disse værdier er alt, vektorfilen behøver for at tegne cirklen. Skal den så eksempelvis forstørres, er det blot at erstatte radiusværdien med en ny og tegne resultatet af den nye udregning. Denne langt nemmere metode kræver meget lidt harddiskplads og tillader billeders grænseløse forstørrelse, uden forværring af billedopløsningen. Linjekanterne vil altid fremstå skarpe og billedet se ud som – og teknisk set være – spritny.

Det, at billedet gentegnes, hver gang det ændres eller forstørres, gør, at det kan opdeles i individuelle komponenter, som efter behov kan adskilles, arrangeres, ændres og farves med ét eller ganske få klik. En grafiker kan give dem en hvilken som helst størrelse, de kan løbende tilegnes enhver ønsket Pantonefarveværdi, og med deres mere simple opbygning er de i sidste ende nemmere at påføre tekstilet. En vektorfil er således langt mere alsidig og nem at arbejde med end en rasterfil. Hvad den mangler i fotorealisme, har den i medgørlighed, og i en branche, hvor presserende deadlines er reglen mere end undtagelsen, kan vigtigheden af fleksibel og hurtig billedredigering ikke overdrives.

Identificér dit billedes filtype
Hvilken filtype er billedet, du overvejer at bruge som kilde til dit logo? Det kan du finde ud af ved at se på filendelserne eller ved at forstørre billedet og se, hvordan kvaliteten påvirkes. Forværres den, er det med stor sandsynlighed et rasterbillede.

De mest gængse rasterfiltyper har filendelserne .jpg, .gif, .bmp, .png, .tiff, .tif og .psd, mens de mest gængse vektorfiltyper har filendelserne .eps, .ai, .cdr, .svg, og .wmf/emf.

Opsummering
Lad os slutte med at opsummere, hvad vi nu ved om raster og vektor:

Begge filer har klare styrker. Raster er det foretrukne format til realistiske og farverige billedgengivelser, mens vektor er de formålstjenlige og simple kopiers domæne. Raster anvendes til fotografier og er det klart mest brugte billedformat på internettet, mens vektor i vid udstrækning anvendes til logodesign i markedsføringsøjemed. Raster er mondæn, men besværlig. Vektor er spartansk, men imødekommende. Raster er et P.S. Krøyer-maleri. Vektor er en Jørgen Clevin-tegning. I tekstiltrykindustrien foretrækkes den hurtige og nemt bearbejdelige mulighed, og derfor ser vi hos Jet Sport gerne at indsendte billeder er i vektorformat. Det ved vi giver den korteste produktionstid, de billigste logoer og de gladeste kunder.

Tak, fordi du læste med.

Ansøg om en Jet Sport konto
Med en Jet Sport konto får du adgang til vores webshop, hvor du kan designe og bestille logoer.
Kontakt os
Lad os se hvilke broer vi kan bygge
Tilbage til blogoversigten